ID #1014

Hvad er "De 21 sataniske punkter"?

Punkterne er skrevet af en "gruppe", der aldrig bestod af mere end 2-3 mand, og som ikke eksisterer længere. Gruppen kaldte sig selv for satanisk, og af uransagelige årsager byggede de tilsyneladende en væsentlig del af deres ideologi på, hvad kristne sagde om satanister.

"De 21 punkter" er, på linje med "De ni sataniske postulater" og "Jordens 11 regler", meget populære blandt kristne og opgaveskrivende skoleelever. Grunden til denne popularitet skal nok findes i muligheden for rent grafisk at stille dem op overfor kristendommens ti bud. Man forventer, at satanismen har form som en religion, og at religioner har en række punkter, der beskriver det moralske grundlag. Man overser derfor, at de 21 punkter i modsætning til kristendommen ti bud ikke har status af almene trossandheder, at de ikke kan siges at være moralske retningslinier for opførsel, og at de ikke er udtryk for en større gruppe individers holdninger. Da ingen satanister tilsyneladende har gjort det store forsøg på at analysere sætningerne, og da de aldrig citeres i udbredte sataniske tekster, virker det som om, at en lignende popularitet ville kunne opnås med en stort set tilfældig liste af punkter. Populariteten ligger kort sagt i, at de har en form, som folk forventer at finde, og et indhold som lever op til almindelige fordomme. Se i øvrigt analysen "De 21 pseudosataniske punkter".

Tags: filosofi, stereotype

Relaterede indlæg:

Du kan ikke kommentere dette indlæg